EYE COPENHAGEN – et nyt dansk brillebrand
01-08-2017

EYE COPENHAGEN – et nyt dansk brillebrand

Nyt dansk firma tilbyder kvalitetsfærdigbriller i dansk design til en attraktiv pris, der giver optikeren mulighed for at vinde noget af færdigbrillemarkedet tilbage.

Der ligger en stor research bag det nye brillebrand Eye Copenhagen. Idemanden bag brillefirmaet, Steffen Moldow, har en lang karriere bag sig som både diplomat og konsulent. Efter at have arbejdet med rådgivning inden for forretningsudvikling i mange år, fik han lyst til selv at producere et produkt, og efter grundige overvejelser blev det briller. Udgangspunktet for opstart af Eye Copenhagen var høj kvalitet og dansk design til en konkurrencedygtig pris.

Briller forbedrer livskvaliteten

”Briller er fashion uden at være sæsonvare, de sælges over hele verden, og så er det med til at forbedre livskvaliteten. Det tiltaler mig,” siger Steffen Moldow og fortsætter: ”Samtidig synes jeg, at der manglede noget i markedet, nemlig færdigbriller i en god kvalitet og et godt dansk design.”

Steffen Moldow har ligeledes observeret, at der sælges mange flere færdigbriller uden for optikbranchen, end der sælges briller i branchen, og det undrer ham, at optikerne frivilligt har givet afkald på det marked.

”Hvis optikerne har færdigbriller, ligger de i en skuffe og kommer kun frem på forespørgsel. Det må da være bedre at have kunderne i butikken, end at de køber færdigbriller i dagligvarebutikker. Så har optikeren skabt kontakten, når der skal købes almindelige briller,” siger Steffen i et tonefald, der signalerer, at han virkelig ikke forstår, hvorfor optikerne tænker sådan.

Stort marked for færdigbriller hos optikerne

Steffen Moldow har selv den opfattelse, at der må være et stort marked for færdigbriller hos optikere, når bare kvaliteten, designet og prisen er rigtig.

”Jeg tog på Vision Expo i New York og talte med både producenter og distributører, og det gav mig både lyst og mod til at gå i gang med brilleproduktion,” fortæller Steffen meget entusiastisk.

Steffen Moldow udvalgte to forskellige stel fra to kendte brillebrands og skrev til 40 producenter i Kina, hvad det ville koste at lave en tilsvarende kvalitet i italiensk acetat og med robuste hængsler. Otte producenter vendte tilbage, og derefter gik det stærkt. Udgangspunktet var, at det skulle være dansk design, høj kvalitet og god pris.

Færdigbriller i dansk design

”Vi er nu klar med Eye Copenhagen, der er en stilren acetat-kollektion i dansk design, designet af Seidenfaden Design, der er kendt for at lave hverdagsting i dansk design. Stilen er klassisk og urban retro, og designeren har hentet inspiration til farverne i byen København. Der er fire kollektioner: Læsebriller, solbriller, outdoor og glas med en blue-coatning, der beskytter øjnene ved brug af digitalt udstyr. Glassene er antirefleksbehandlede på begge sider og med en ridsefast overflade. Prisen til kunden er på kr. 395,” fortæller Steffen Moldow.

Steffen Moldow fremhæver betydningen af, at det er dansk design. Med sin internationale baggrund kender han værdien af det.

”Der er ikke noget, der hedder svensk design eller tysk design. Vi har mange danske designere, der har gjort dansk design verdensberømt, og vi vil følge det op med vores brillekollektion,” siger han.

Der er megen international ekspertise bag det nye brand. Blandt andet har en tidligere topmedarbejder fra Luxottica været inde over logistikken i produktionsfasen, hvilket også har været med til at effektivisere hele processen fra design til produkt.

”Nu har optikeren muligheden for at tilbyde en kvalitetsfærdigbrille i et lækkert design leveret i et flot etui til en attraktiv pris. Læsebrillen er godkendt af Sygeforsikringen ”danmark”, så der er tilskud til den, når den er ordineret af en optiker. Det kan være den oplagte læsebrille til den yngre generation af læsebrillebrugere og det billige supplement til flerstyrkebrillen eller kontaktlinserne. Eller hvis det bare skal være et par smarte ekstrabriller. Det her giver optikeren muligheden for at vinde noget af færdigbrillemarkedet tilbage,” slutter Steffen Moldow.

Se Eye Copenhagen’s kollektion og læs mere om firmaet på

https://www.eyecopenhagen.com

Nordjylland Midtjylland Syddanmark Hovedstaden Hovedstaden Sjælland

Find optiker

- vælg din region



SPØRG OPTIKEREN

Har du spørgsmål om dit syn? Skriv til os og vi vil vende tilbage med et svar hurtigst muligt. 

► Stil spørgsmål


Nyheder

Vis alle nyheder


© Danmarks Optikerforening 

Optikerforeningen / Bredgade 20 / 1260 København K / T. 4586 1533 / do@optikerforeningen.dk