7 hotte trends

Skrevet den 01-05-2018
7 hotte trends

Runde briller, farvede glas, metalstel, cut-outs og lag-på-lag, naturlige nuancer og en leg med det androgyne. Looket er let, stellene er tynde og metallerne er et vigtigt element i den kommende sæson. 70'erne har inspireret brilledesignerne, men selv om det er retro, er det retromed et tvist anno 2018. Den altoverskyggende tendens er runde stel til både mænd og kvinder. Cateye formen er også in på både briller og solbriller til kvinder. 2018 giver også et comeback til de farvede linser: røde, blå, gule, grønne, pink og lilla. Som noget nyt i den kommende sæson er rigtig mange briller og solbriller unisex. Grænserne mellem det feminine og det maskuline flyder ud, og ikke mindst på solbrillefronten leges der med det androgyne. Mens farverne på stellene generelt er mere dæmpede med brune, nude og transparente nuancer i fokus, så ses der en del farvespil på stellene. Detaljerne på brillerne er også markante, og især broerne er centrum for nytænkning. OPTIKEREN tog pulsen på sæsonens nye trends hos udstillerne på Copenhagen Specs i København og bringer her de mest markante tendenser, der med garanti kommer til at tegne modebilledet i foråret og sommeren.

 

70'erne & cateye

Runde briller og cateye former sætter sig tungt på førersædet på trendsiden. Cateye formen er denne gang ikke helt så spids som tidligere, men kan til gengæld ses i både metal og acetat. Formerne er bløde og runde. De unge går efter ”poor boy spectacle” stilen eller sygekassebrillen, som den også hedder. Men generelt ses de runde briller i et væld af udgaver, farver og materialer. De ovale briller er også med i modebilledet og måske lidt mere klædelige til kunder over 25 år. Farvede linser matcher perfekt ind i 70’er-stilen og var en meget kraftig tendens på Copenhagen Specs. Linserne ses i alle regnbuens farver lige fra røde til blå, grønne, gule, pink og lilla. Vigtigt er det, at man kan se øjnene igennem linserne. De farvede linser ses primært i markante stel, som er skabt til at blive set.

 

Metaller & stel-leg

Metaller er en klar tendens, og stellene skal nu være lettere og tyndere, men langt fra usynlige. Tværtimod må de gerne larme og spille op til den øvrige mode. Guld er et must men også andre metalnuancer har en god gennemslagskraft - både til mænd og kvinder og som briller og solbriller. Broer, lag-på-lag og cut-outs er blandt de detaljer, der i høj grad leges med på metalstellene. Der ses dobbeltbroer, meget brede broer og broer, der ligger højt – helt oppe ved stellets øverste kant. Der ses også lag-på-lag stel, hvor to former spiller op til hinanden på det samme stel. Og cut-outs i den mere markante ende af trenden, der skaber et smukt og anderledes udtryk.

 

Farver, mønstre & unisex

De naturlige nuancer var gennemgående hos brilleleverandørerne på Copenhagen Specs. Der sås brune toner fra helt lys brun til mørk mokka. Også ”nude”- tonerne er med i modebilledet sammen med de transparente og hvide stel, der også har et stort ord at skulle have sagt den kommende sæson på både briller og solbriller. Mønstre er der også på stellene. Markante skildpaddemønstre - næsten camouflageagtige - ligesom en del flerfarvede stel på forskellig vis præger modebilledet. Unisex temaet i form af briller og solbriller, der kan bruges af begge køn, er en del af trenden, og der leges med det androgyne look, uanset om det er de tynde metalstel, de runde stel eller de farvede linser.

 

Nordjylland Midtjylland Syddanmark Hovedstaden Hovedstaden Sjælland

Find optiker

- vælg din region



SPØRG OPTIKEREN

Har du spørgsmål om dit syn? Skriv til os og vi vil vende tilbage med et svar hurtigst muligt. 

► Stil spørgsmål


Nyheder

Vis alle nyheder


© Danmarks Optikerforening 

Optikerforeningen / Bredgade 20 / 1260 København K / T. 4586 1533 / do@optikerforeningen.dk