‘Dear Leader’ - human rights og fashion
30-11-2016

‘Dear Leader’ - human rights og fashion

‘Dear Leader’ er en ny dansk solbrillevirksomhed, der kombinerer high-end-fashion solbriller og human rights i én samhørighed af dansk design, humor og et ønske om at gøre verden til et bedre sted.

Det er første gang, at solbriller bliver brugt til at udbrede menneskerettigheder. Hjernen og primus motor bag ‘Dear Leader’ er instruktør og Robert-vinder Johan Stahl. Tilbage i 2009 var han i Nordkorea for at filme den prisvindende dokumentar ”Det Røde Kapel” med Simon Juul, Mads Brügger og Jacob Nossell. Dokumentaren handler om teatertruppen ”Det Røde Kapel”, som får lov at komme ind i Nordkorea under påskud af, at de skal optræde med et syngespil. Efter at have været i Nordkorea var Stahl meget påvirket over, hvad han havde oplevet.

”Uanset hvor vi gik hen, vidste folk vi kom. De lavede scener for vores skyld, så vi kunne tro på det opdigtede eventyr om, hvor perfekt landet var. Det var ligesom at være med i et remake af en gyser- og mareridtsversion af ”The Truman Show” siger Johan Stahl og fortsætter: ”Det værste ved det hele var at opleve, hvordan styret har været i stand til at hjernevaske befolkningen til at tro at Nordkorea er det bedste land i verden.”

For hver solgte solbrille yder 'Dear Leader' finansiel støtte til projekter, som arbejder for et friere Nordkorea. Solbrillerne er nemme at spotte for logoet er morsekoden for ”DL”. Den første kollektion består af fem solbriller, hvoraf de to er unisex-solbriller designet af to kendte danske kunstnere. Den ene er multikunstneren Kasper Eistrup fra bandet Kashmir og den anden er københavnske Kasper Bjørke, som er DJ og producer.

”Jeg er meget stolt af at være en del af det her gode projekt og på samme tid give folk muligheden for at have sådan et par unikke og smukke solbriller” siger Kasper Eistrup.

Modellen, der er i kraftig italiensk acetat hedder ”Sortemor” og er inspireret af Eistrups egne favoritsolbriller han købte på et loppemarked i NYC for mange år siden.

Kasper Bjørkes solbriller er i en tidløs, rund form. ”Jeg gik efter at designe en klassisk ramme, som ikke hopper med på tidens modetendens. En simpel solbrille uden dikkedarer, som bare holder” siger Bjørkes.

Alle solbrillerne er monteret med Zeiss-glas.

Alternativ lancering

‘Dear Leader’ havde lanceringsfest i juni 2016 hvor de havde lejet en Kim Jong-un look-a-like, som blev kørt rundt på Amaliepladsen i en bil med åben kaleche mens han gladeligt vinkede til tilhørerne og senere kunne man se ham med et par kvindelige deltagere til dette års Distortion-festival i København. Et syn, der vakte stor opsigt og efterlod de tilstedeværende med åben mund. Ifølge projektleder Lucia Elisabeth Kyle er humor og satire ikke bare det, der forbinder solbrillerne med historien, men også det mest effektfulde når man skal ud med et budskab og tiltrække et stort publikum.

Redefinering af ‘Dear Leader’

Johan Stahl ønsker at ændre betydningen af ”kære leder” så det ikke længere associeres med Nordkoreas leder, men med personer, som besidder hjerte, drive og talent. Ved hver kollektion vil der derfor være danske og internationale personligheder inden for kunst, film, musik, videnskab og menneskerettigheder, som i samarbejde med det prisvindende designfirma Kilo designer hver en solbrille.

Samarbejde med menneskerettighedsforkæmpere

Næste kollektion vil mere international fortæller projektleder Lucia Elisabeth Kyle. Her vil en del af kollektionen udkomme som en særlig premium-kollektion med et stærkt internationalt line-up af nogle af de største internationale superhelte: Den blinde, kinesiske menneskerettighedsadvokat Chen Guangcheng, som har sat fokus på det kinesiske styres brutalitet og tvungne aborter, den saudiarabiske kvinderetsforkæmper og prisvinder Manal al-Sharif, som trodsede det saudiarabiske styre, den prisvindende cubanske graffitikunstner og aktivist, som bruger sin kunst til at skabe opmærksomhed omkring den manglende frihed på Cuba, ”El Sexto og ikke mindst den nordkoreanske og bogaktuelle afhopper Yeonmi Park, som mod alle odds flygtede ud af verdens mest lukkede land og i dag læser økonomi i New York.

Læs mere om 'Dear Leader' og se deres kollektioner 

Af Bjarne Hansen

Nordjylland Midtjylland Syddanmark Hovedstaden Hovedstaden Sjælland

Find optiker

- vælg din region



SPØRG OPTIKEREN

Har du spørgsmål om dit syn? Skriv til os og vi vil vende tilbage med et svar hurtigst muligt. 

► Stil spørgsmål


Nyheder

Vis alle nyheder


© Danmarks Optikerforening 

Optikerforeningen / Bredgade 20 / 1260 København K / T. 4586 1533 / do@optikerforeningen.dk