Deres enorme tillid til hinanden har betydet alt

Peter Vajhøj havde ikke arbejdet længe i AP Synspleje, før ejeren, Anne Preisler spurgte, om han måske havde lyst til at overtage klinikken en dag. Hans sult efter viden og faglige passion gjorde indtryk på hende. I begyndelsen var han betænkelig, men Anne Preislers tro på ham, gav ham modet til at kaste sig ud i det.

AF BIRGITTE BARTHOLDY FOTO: NICOLAI MØRK

I november sidste år blev ildsjælen Peter Vajhøj ejer af synstrænings klinikken AP Synspleje i Værløse og afløste dermed en anden ildsjæl, Anne Preisler, der har haft klinikken i 19 år. I løbet af den tid er klinikken gået fra kun at være drevet af hende til nu at have seks ansatte.

For Peter er det at blive klinikejer et højdepunkt i et langt forløb, hvor han ivrigt har suget viden til sig om synstræning. For bare fem år siden var han således den første fra KEA, der tog to måneder af sin praktik i en synstræningsklinik. I øvrigt i den selvsamme, han nu er blevet indehaver af.

”Men jeg var allerede interesseret i synstræning fra starten af min uddannelse, fordi jeg selv har haft store samsynsproblemer. Når jeg læste, blev jeg hurtigt træt og fik ondt i øjnene og hovedet. Jeg troede egentlig, at det var normalt. Det fandt jeg ud af i løbet af mit første semester, at det overhovedet ikke var.”

Midt i en juleferie skrev Peter til sin underviser på KEA, at han havde fundet nogle øvelser på nettet og ville høre, om han bare selv kunne gå i gang med at træne sit samsyn.

”Men hun foretrak, at vi fandt nogen, der vidste, hvad det drejede sig om, ellers kunne jeg træne skævt og måske få dobbeltsyn,” fortæller han.

Det gjorde ham kun endnu mere nysgerrig og medvirkede til, at han tog de to måneders praktik hos AP Synspleje.

”Jeg kunne med det samme lide stemningen i klinikken, og der var også straks en god kemi mellem Anne og mig. Da jeg selv fik mulighed for at lave nogle synsøvelser og mærkede, at jeg fik mindre ondt hovedet ved læsning, var jeg for alvor solgt. Det gav mig alt sammen lyst til at komme tilbage til klinikken, da jeg var færdiguddannet i 2021.”

Peter havde allerede meget viden med sig i bagagen. Foruden uddannelsen som optometrist, har han også en professionsbachelor i ernæring og sundhed og arbejdede i nogle år som faglærer på en efterskole. Nu udbyggede han sin optometristuddannelse yderligere.

”Jeg har altid godt kunne lide at gøre en forskel for andre og nørde igennem med viden på det felt, og det har jeg virkelig fået mulighed for indenfor synstræning,” som han siger.

Mange bolde i luften

Efter at han i begyndelsen af 2021 fik fast job hos AP Synspleje, har han sideløbende taget både en videreuddannelse til neurooptometrist og en master i neurorehabilitering på Københavns Universitet.

”Jeg vil jo gerne forstå til bunds, hvordan jeg kan gøre mest muligt for vores klienter. Min master i neurorehabilitering handler om genoptræning og rehabilitering efter hjerneskade. Og det er enormt relevant, fordi vi ser så mange i klinikken med hjerneskader, og jeg også en gang om ugen arbejder på Center for Hjerneskade. Desuden er jeg nu klædt bedre på til at indgå i vores omfattende samarbejde med bl.a. neuropsykologer, ergoterapeuter og fysioterapeuter.”

Han lægger ikke skjul på, at det var udfordrende at læse ved siden af arbejdet. Især fordi han har små børn.

”Men uden at jeg vidste det dengang, var det en god forberedelse til at blive indehaver. Jeg blev i den grad vant til lange arbejdsdage og til at have mange bolde i luften,” griner han.

For Anne Preisler betød hans iver efter at lære, at hun allerede et års tid efter, han startede, spurgte, om han havde lyst til at overtage klinikken en dag.

”I begyndelsen talte Anne og jeg mest om det for sjov, men efterhånden blev det mere og mere konkret. Langsomt begyndte jeg at tænke, at jeg egentlig godt kunne se mig selv som indehaver. Og så gik vi i gang med at undersøge, hvilke muligheder der var, og hvilke praktiske ting, der skulle til.”

Skridt for skridt

Et eller andet sted har Peter længe drømt om at blive selvstændig.

”Drømmen spirede nok allerede i mig i folkeskolen. Men dengang føltes det helt uoverskueligt, og jeg blev heller ikke støttet i min drøm af mine forældre. De er vokset op i 1970’erne, hvor der var ret meget krise og har altid mest talt for det trygge og sikre i at være fastansat.”

Det betød meget, at dialogen mellem ham og Anne var så åben og ærlig, og at han derfor roligt kunne lufte alle sine bekymringer.

”Netop fordi jeg altid af min familie har fået at vide, at det var lidt ’farligt’ at blive selvstændig, var det godt at tale med hende om, hvordan hun også selv skulle lære det hele fra bunden. Og jeg kunne jo se, hvor sund en forretning, hun havde fået ud af det.”

Peter og Anne snakkede også meget om, hvordan overdragelsen skulle foregå. Der var de begge nybegyndere og søgte derfor hjælp hos en revisor og jurist. Fordi forløbet kom til at tage mere end ni måneder, valgte han løbende at overtage flere af de administrative opgaver undervejs. Han har også gradvist overtaget mere af kontakten til fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre samarbejdspartnere og mere af samarbejdet med Hjernerystelsesforeningen og Center for Hjerneskade. På den måde fik han tid til at sætte sig ind i tingene lidt efter lidt.

Desuden sørgede han for at tale den nye arbejdssituation grundigt igennem med sin hustru.

”For hun skulle jo være med på ideen. Jeg har tre mindre børn, der skal bringes til og hentes fra institution hver dag, og vil gerne fortsat have en god balance imellem familielivet og mit arbejde. Det har krævet, at vi strukturerer vores hverdag mere, og at jeg indimellem arbejder, når børnene er puttet. Men det gjorde jeg jo også under min master, så jeg ved, jeg kan holde til det. ”

I fremtiden håber han dog at blive bedre til at holde fri. Det er lidt en udfordring, som det ser ud her i overgangen, men hans medarbejdere er gode til at opfordre ham til at tage en fridag indimellem.

”Det gør det nemmere at være i,” siger han.

Nye roller

Revisoren hjalp også Anne og Peter med at finde den rette pris på klinikken.

”Der er nogle faste beregningsmodeller, hvor man ser på kunder og goodwill og omsætning. Der er også nogle ting, man kan forhandle om, men dem var Anne og jeg ret enige om,” siger Peter.

Han er glad for, at Anne har valgt at fortsætte i klinikken.

”Det er rart, at jeg stadig kan læne mig op ad hendes erfaring, og det giver også en god stabilitet i forhold til vores samarbejdspartnere, klienter og medarbejderne. Jeg tror, alle er trygge ved, at arbejdet kommer til at foregå meget på samme måde og meget efter de samme værdier som tidligere.”

Selvfølgelig har der været en overgangsperiode, hvor han og Anne skulle finde ind i deres nye roller.

”Men det er egentlig gået ret smertefrit, fordi Anne er så god til at tale åbent om tingene. Hun har aldrig været formanende som chef, og jeg er stadig glad for at kunne vende mine ideer med hende. Det er meget den ledelsesstil, jeg selv går efter. At man kan være nysgerrige sammen og åbne for hinandens input. Jeg vil gerne involvere mine medarbejdere i beslutningsprocesserne, for jeg ved, de har både viden og kompetencer, som kan nuancere mine beslutninger.”

Med tiden håber han at kunne udvide klinikken endnu mere.

”F.eks. vil jeg gerne samarbejde mere med folkeskoler og uddannelsesinstitutioner, så børn ikke længere skal føle sig uduelige, fordi de har problemer med deres samsyn. Jeg vil også gerne mere ud på arbejdspladserne, hvor jeg ved, at vi kan afhjælpe forskellige typer hovedpine. Så er der alle de sportsfolk, vi kan hjælpe. F.eks. har tennisspilleren Clara Tauson, der lige har vundet en WTA-turnering, været forbi her til synstræning for at blive bedre til split vision.”

Alt i alt er han meget fortrøstningsfuld.

”Jeg ser min nye rolle som chef som udfordrende men også spændende og givende,” siger han.