Jeg var nødt til at lære at forske

Susanne Sonne brænder for at skaffe evidens for, hvad neurooptometrister kan, og for at gøre synstræning til en tilskudsberettiget del af optometrien. Det var grunden til, at hun som 50-årig sagde sit job op og begyndte på kandidatuddannelsen i Århus – selvom hun bor på Sjælland. For hvis vi vil accepteres og anerkendes på et akademisk niveau, må vi også være med til at levere varen, mener hun.

AF BIRGITTE BARTHOLDY FOTO: NICOLAI MØRK / KAM PHOTOGRAPHERS

”Folk kan få tilskud til at gå til skeleterapeuter fra det offentlige, men der er ingen tilskud, hvis patienterne går til os og får synstræning for den samme problematik. Det er virkelig skørt,” siger Susanne Sonne.

Siden 2008 har hun som optometrist udelukkende arbejdet med synstræning og er træt af, at det stadig i dag betragtes som hokus pokus af mange øjenlæger.

”Jeg er blevet stadig mere optaget af, at vi må skaffe noget evidens for, hvad synstræning kan og gør, hvis vi skal få videnskabelig anerkendelse. Dermed gør vi også vores patienter trygge, vi tiltrækker flere til klinikkerne, gør flere optometrister interesserede i denne gren af vores fag, og i sidste ende håber jeg, at det også kan gøre synstræning tilskudsberettiget.”

Men det kræver, at der bliver forsket mere, siger hun.

”Og jeg har jo set, at de unge kandidater i optometri er mere tiltrukket af at forske i f.eks. øjensygdomme og patologi. Så jeg følte, jeg selv måtte i gang for at styrke synstræningen.”

Det var grunden til, at hun for to år siden sagde sit job på en privat synstræningsklinik op og gik i gang med at tage kandidaten i optometri og synsvidenskab på Aarhus Universitet.

”Jeg tænkte meget over, om jeg kunne finde ud af det. Jeg har jo kun akademisk erfaring fra et kursus i neurooptometri fra Karolinska instituttet i Stockholm. Men jeg sprang ud i det, fordi uddannelsen i Århus har mange metodefag. Man lærer meget om statistik, biostatistik, kvalitativ forskning osv., og det var det, jeg havde brug for.”

Mange rystede på hovedet ad hende. Hvorfor dog gå i gang med så krævende et studie i en alder af 50 år, og hvorfor vælge en uddannelse, hun skulle til Århus for at tage, når hun selv boede i Helsinge?

”Det var da også en udfordring,” indrømmer hun.

”Men jeg har ikke fortrudt. Jeg kunne sagtens have fortsat med at være ren kliniker til jeg gik på pension. Men jeg synes, vi er nødt til at tage ansvar nu, hvor vi er blevet en sundhedsfaglig uddannelse. Hvis vi vil accepteres og anerkendes på et akademisk niveau, må vi også være med til at levere varen i form af forskning og evidens.”

Hjælp til fætteren

Susannes Sonnes særlige interesse for synstræning opstod allerede, mens hun uddannede sig til optiker på Frederiksberg Tekniske Skole.

Dengang kom hendes 19-årig fætter til hende. Han var begyndt at se dobbelt som 9-årig. Igennem årene var han steget i prismebehov op til 12 prismer. Han havde fået en anelse synstræning hos en ortoptist, men det havde ikke gjort den store forskel. Susanne skulle til at skrive hovedopgave og var heldig, at der var tilknyttet en amerikansk optometrist til skolen, som vidste meget om synstræning. Han blev vejleder på hendes projekt om indadskelen og hjalp hende i gang med – som en del af opgaven – at synstræne sin fætter.

”I løbet af bare to måneder gjorde træningen, at min fætter blev meget mindre skelende og mindre afhængig af sine prismebriller. Jeg fik min eksamen og lånte lokalerne på skolen og trænede videre med ham i fem måneder. Det endte med, at han sagde nej til den skeloperation, han var indstillet til. Alene takket være min træning kom min fætter af med alle de 12 prismer i sine briller. Ret fantastisk. Da var jeg bare solgt.”

Bagefter gik der ti år, hvor Susanne tog det ene kursus efter det andet i synstræning uden rigtig at kunne komme til at bruge det i sit arbejdsliv. I stedet arbejdede hun som optiker i Synoptik og Profil Optik og tog også en kontaktlinseuddannelse.

”Efter ti år overvejede jeg egentlig at finde et andet fag. I hvert fald ville jeg beskæftige mig med noget, jeg brændte mere for. Jeg gik til en coach, og hun gav mig hår på brystet til at turde blive selvstændig. I 2008 åbnede jeg min klinik i Helsinge, og siden har jeg udelukkende arbejdet med synstræning.”
I starten tjente hun ikke nok til at udbetale sig selv løn. Men så vendte det stille roligt.

”Det var fedt og spændende men samtidig hårdt. Jeg har hele tiden skullet forsvare over for kunderne, hvorfor prisen er nødt til at være så høj, når der ikke er tilskud til det.”

Undervejs er hun blevet formand for Forum for neurooptometrisk synstræning og rehabilitering, en interessegruppe under Optikerforeningen, der samler optometrister med interesse i synstræning. Her har hun sammen med de andre medlemmer arbejdet på at tydeliggøre, hvad neurooptometrister kan.

Ved siden af arbejdet i sin klinik har hun også arbejdet med rehabilitering af hjernerystelsesramte, først på Kommunikationscenteret i Hillerød og senere for synstræningsklinikken Privatsyn.

Her valgte hun i 2020 at blive fuldtidsansat.

”Min chef ville gerne have mig op i timetal, og det faldt sammen med, at jeg også var begyndt at blive lidt træt af at arbejde alene i min egen klinik,” siger hun.

Det var efter tre år der, hun i august 2023 valgte at gå i gang med kandidaten.

Få overnatninger i Århus

Helt uvant med at studere var Susanne ikke, da hun begyndte på universitetet.

Sideløbende med sit arbejde havde hun allerede taget en certificering i USA, hvor hun over fem år havde studeret synstræning og skrevet en hel del opgaver i regi af organisationen College of Optometry in Vision Development (i dag OVDRA, Optometric Vision Development and Rehabilitation Association). Et fellowship, der blev afsluttet med en større multiple choice og en mundtlig eksamen i USA.

”Men jeg var stadig sulten efter mere af den slags viden, som jeg kunne bruge til at argumentere mod dem, der vifter os om næsen med, at der mangler evidens. For desværre har de jo ret,” som hun siger.

At bruge to år af sit liv på en akademisk overbygning krævede, at hun skulle have logistikken derhjemme til at gå op.

”Men det var faktisk nemmere, end det ville have været, da jeg var yngre. Min ældste søn var 22 og flyttet hjemmefra, og den lille er kun tre år yngre. Han kunne nemt klare sig uden mig. Han havde jo sin far, der så også måtte tage sig af vores to hunde og katten, mens jeg var væk. Uden min mands støtte, var det aldrig gået.”

Det hjalp, siger hun, at der var mange andre pendlere på studiet, og at undervisningen derfor var samlet på tre ugedage.

”Det var krævende, at der nogle dage så var undervisning fra 8 til 18. Men til gengæld kunne jeg ofte nøjes med at overnatte to eller tre nætter om ugen i Århus.”

Det første halve år af uddannelsen boede Susanne gratis hos nogle bekendte udenfor Århus, og de næste semestre fandt hun noget Airbnb. Egentlig havde hun ikke tænkt sig at arbejde ved siden af. Hun ville gerne koncentrere sig om studierne. Men så blev hun tilbudt et job hver fredag i en synstræningsklinik tæt på sin bopæl og sagde ja.

”Det gav et godt tilskud til det, jeg brugte på diesel, færgebilletter og broafgift, og så var jeg også glad for at holde lidt fast i det kliniske.”

Den ældste på studiet

Især i starten af studiet sled Susanne for at følge med.

”Rigtig meget af stoffet var skrevet i et akademisk sprog og ofte endda på engelsk. Der var også så meget, at jeg måtte prioritere, hvad jeg kunne nå. Ofte var jeg totalt frustreret og troede, det skyldtes min alder, eller at jeg ikke havde en bachelor. Men så opdagede jeg, at mine medstuderende sloges med fuldstændig det samme. Andre, der kendte til universitetsstudier, sagde også, at det er en del af læringen at kunne prioritere. Man kan sjældent nå det hele.”

Hun oplevede det også som hårdt, at mange eksamener til sidst på studiet faldt tæt på hinanden, og hun samtidig skulle nå at lave store opgaver på andre kurser.

”Det var virkelig stressende. Men sådan er det at læse på universitetet. Man kommer ikke sovende til det.”

At hun var den ældste på studiet, levede hun fint med.

”Eneste problem var, at mine medstuderende nogle gange behandlede mig med for stor autoritet. Indimellem lød jeg nok mere selvsikker, end jeg var, og måtte sige til dem, at det altså var i orden at rette på mig, når jeg sagde noget vrøvl,” ler hun.

Omvendt tror hun, at mange af de unge havde glæde af, at hun var hurtig til at stille spørgsmål, også til øjenlægerne.

”På den måde håber jeg, at jeg medvirkede til, at der kom en god dialog i gang.”

Forsker allerede

Sit afsluttende speciale har Susanne lavet i samarbejde med Dansk Center for Hjernerystelse.

”Jeg talte helt tilfældigt med lederen af centret, Hana Malá Rytter, på en optometrikonference og spurgte, om hun havde nogle ideer til, hvad jeg kunne skrive om, da jeg hele tiden har ønsket, at mit speciale skulle bidrage til evidensen om synstræning. Hun svarede, at der manglede et kvalitativt studie omkring patienter med hjernerystelse, der har fået synstræning. Jeg var straks vild med ideen.”

Til studiet – som i uddrag har udgjort hendes speciale – har Susanne indtil nu interviewet 17 patienter med hjernerystelse, der har haft senfølger og fået synstræning hos en optometrist. Hun har kigget på, hvornår og hvorfor patienterne opsøgte synstræning, hvordan den foregik, og hvad de fik ud af den.

Selv om hun nu for længst har fået sit diplom, er hun sideløbende med sit nye job i Profil Optik i Helsinge stadig i gang med forskningen.

”Det giver mig forskningserfaring, og forhåbentlig kan vores resultater åbne nogle døre for flere af den slags samarbejder,” siger hun.