Markant færre unge mænd end kvinder får undersøgt synet

Danske mænd er markant dårligere til at få sundhedsydelser hos både lægen og optikeren. Nye data fra Louis Nielsen viser bl.a., at 74 pct. færre unge mænd end kvinder får undersøgt synet. I denne uge er der ekstra fokus på mænds sundhed med den internationale sundhedsuge Men’s Health Week.

Af Redaktionen

Yngre mænd nedprioriterer sundhedsydelser sammenlignet med kvinder. Det gælder både hos de praktiserende læger, og når det kommer til mændenes øjensundhed, viser nye tal. Hos optikerkæden Louis Nielsen genkender man i høj grad problematikken med, at mænd har sværere ved at få booket tid og få undersøgt synet.

”Vi oplever, at mænd nedprioriterer deres øjensundhed sammenlignet med kvinderne, og det bekræfter vores nye tal på området. Det er især blandt de unge mænd, at der er et problem,” fortæller Pernille Lindhardt Steiness, klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.

Regelmæssige undersøgelser virker forebyggende

I aldersgruppen 15-29 år er der 74 pct. færre mænd, der får foretaget en synstest hos Louis Nielsen set i forhold til kvinder, mens forskellen er endnu større i aldersgruppen 30-44 år – nemlig 81 pct.

”Når man er ung og har hele livet foran sig, kan det virke overflødigt at komme til synstest, hvis man hverken bruger briller eller kontaktlinser. Men i vores optik kan øjne på sin vis sidestilles med tænder, hvor man går rutinemæssigt til tandlæge, selvom at man ikke nødvendigvis har ondt i en tand. Det drejer sig om forebyggelse over helbredelse,” mener Pernille Lindhardt Steiness.

Mændene mangler også hos lægerne

Også hos landets praktiserende læger, er mænd et sjældnere syn end kvinder. Tal fra Danmarks Statistik viser, at næsten 15 pct. færre mænd i aldersgruppen 20 til 44 år går til deres alment praktiserende læge sammenlignet med kvinderne. Og det er i øvrigt en udvikling, der har været konstant set over de seneste ti år.

Det betyder, at de halter væsentligt bagefter i de fleste sundhedsstatistikker, hvor det ses, at mænd i langt højere grad rammes af kroniske sygdomme som kræft og kredsløbssygdomme. Ligesom at mænds middellevetid er hele fire år kortere end kvinders.

I uge 24 vil der være øget fokus på mænds sundhed, når den internationale sundhedsuge Men’s Health Week finder sted.

”Uanset, om man er mand eller kvinde, ung eller ældre, bør synstest være en del af din sundhedsmæssige rutine, fordi optikeren kan opdage tegn på øjensygdomme, før man selv mærker symptomer” siger Pernille Lindhardt Steiness.

Optikerbranchen anbefaler danskerne at få foretaget en synstest hvert andet år.



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

31.05.24 Bestillingsfrist annoncer 03.05.24