OptikTeam fokuserer på det unikke

I weekenden 8–9. september bød OptikTeam indenfor til sin store efterårsmesse på Hotel Comwell. Messen blev en stor succes med besøg af 126 medlemmer, der brugte weekenden på at se på nyt i branchen og gøre en god handel hos OptikTeams partnerleverandører.

Branchenyhed

”Vi sørger for at skabe de gode rammer og ser med glæde på, hvordan medlemmerne fylder dem ud og sørger for den gode stemning. Udover at købe og kigge på tusindvis af brillestel, bliver der netværket på kryds og tværs. Messerne fylder flere på den enkeltes netværk, og vi ser efterfølgende, at optikerne har stor glæde af hinanden,” siger Jeanet Lehmbeck, direktør i OptikTeam.

Den individuelle optiker

Messens tema var ”Den individuelle optiker”. OptikTeam slog dermed fast, at man som selvstændig optiker har mulighed for at gøre nogle ting, som kædebutikkerne ikke kan.

Blandt andet kan optikerne tilbyde kunderne skræddersyede koncepter, og den enkelte butik sammensætter sit eget sortiment, så det passer til de kundegrupper, butikken fokuserer på.

I mange tilfælde kender optikerne mange af deres kunder personligt og ved, hvilken stil de kan lide, og det tages der højde for, når der handles ind på messen. Derfor er markedsføringspaletten stor, og på messen kan optikerne hente materialer og inspiration til deres helt egne plakater og brochurer.

Roald Flo fra Brillehuset i Vejle blev medlem af OptikTeam for 2 år siden og har deltaget på samtlige messer, siden han blev medlem.

”For os er messen en vigtig del af vores medlemskab af OptikTeam, fordi vi har mulighed for at møde alle vores leverandører to gange om året. Det betyder at vi kan bruge vores tid i butikken til at servicere kunderne og ikke bruge en masse tid på indkøb,” siger han.


OptikTeam er en sammenslutning af 160 selvstændige og individuelle optikere i Danmark, og udgør 1/3 af Nordic Optical Alliance (NOA) med mere end 440 optikbutikker.

Nyhedsvært inspirerede

OptikTeam tilbød i løbet af messen et foredrag for såvel medlemmer som leverandører. Emnet var ”Vi er bedst, når vi er glade” og var en inspiration til, hvordan man fastholder arbejdsglæden i dagligdagen, og hvordan man kan arbejde med positiv psykologi i alle situationer. Bag foredraget stod Mikael Kamber, nyhedsvært på TV2, der fortalte, hvordan man skal fokusere på det positive for at kunne gøre en forskel i hverdagen og derved øge arbejdsglæden.



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

31.05.24 Bestillingsfrist annoncer 03.05.24