Patienthistorie: En sklerallinse blev Flemmings redning

Flemming Strøm Hansen havde efter 25 år med synstab givet op. Men så mødte han to dygtige optometrister, og der skete et lille mirakel. En sklerallinse gav ham synet tilbage.

Af Flemming Strøm Hans Foto: privat

Flemming privat
I dag er Flemming 72 år og bor på Stevns i et gammelt kridtstenshus med udsigt over Østersøen. Han er uddannet lærer og har blandt andet arbejdet på en gymnastikefterskole – de sidste otte år af sit arbejdsliv som viceforstander.
Han er aktiv sportsmand, dyrker kajaksport, cykling og skisport og har deltaget i adskillige motionsløb, bl.a. Berlin Marathon på rulleskøjter.

Efter mange år med briller valgte Flemming Strøm Hansen at få kontaktlinser. Det første år med linserne går fint, men en dag i 1987 er han på høstarbejde hos en bekendt, og her går det galt. Ved et uheld får han en lille del af et halmstrå ind under sin ene kontaktlinse. Halmstrået forårsager en ridse på hornhinden i venstre øje, og Flemming må på skadestuen til behandling. Desværre slipper han ikke så nemt.

”Skaden udviklede sig hurtigt, og jeg endte efter få dage via et besøg hos en øjenlæge med en indlæggelse på Centralsygehuset Næstved med hornhindebetændelse,” fortæller Flemming.

Infektionen eskalerer voldsomt og ender med, at han får injektioner direkte i øjet for at bekæmpe infektionen. Lægerne er usikre på, om der er tale om en bakterie-, virus- eller svampeinfektion og beslutter at tage et udskrab, som bliver sendt til mikrobiologisk laboratorium til undersøgelse.

”Da der kunne være risiko for smitte, blev jeg også isoleret, fortæller Flemming.

Gentagne indlæggelser

Der går 13 dage med indlæggelse på Centralsygehuset Næstved, inden Flemming bliver udskrevet. Han skal efterfølgende møde op til daglige kontroller på Øjenambulatoriet i Næstved. Men derhjemme forværres situationen, og Flemming må efter bare 12 dage indlægges på ny. Flere infektioner gives, inden han efter 14 dage udskrives – igen med daglige kontroller og denne gang med trykforbinding for øjet.

”Denne gang var jeg hjemme i to dage, inden en ny indlæggelse. Lægerne var stadig i tvivl om, hvilken infektion der var tale om, men de hældte mest til en svampeinfektion og foretog derfor et nyt udskrab,” siger Flemming.

Tilstanden forværres igen, og lægerne vælger at prøve en ny behandling, som ifølge Flemmings journal skulle have reddet øjet. Men det er desværre ikke tilfældet. Allerede 10 dage efter, beslutter lægerne at udføre en tarsorafi, hvor øjenlågene syes sammen, så øjet kan få ro. En lille sprække giver mulighed for at dryppe øjet.

Flemming må acceptere nedsat syn

De efterfølgende tre måneder fortsætter Flemming med indlæggelse og to korte udskrivelser i mellem. Året er nu 1986.

”Fem dage før juleaften, fik jeg lov at blive udskrevet, så jeg kunne komme hjem og holde jul med min familie. Men jeg havde daglige kontrolbesøg den første tid,” siger Flemming.

Der kommer langsomt ro på øjet, og i marts 1987 opklippes tarsorafien, mens kontrollerne nedsættes til hver 14.dag. Nogle måneder efter foreslår lægerne, at Flemming får en dobbeltoperation – en hornhindetransplantation kombineret med udskiftning af øjets biologiske linse. Resultatet af operationen er umiddelbart positivt.

”Selvom synet var noget nedsat, kunne jeg igen bruge øjet. I starten prøvede jeg at træne øjet ved at lukke det raske og læse med det dårlige. Jeg kom jævnligt til kontroller, hvor lægerne konstaterede, at mit syn blev dårligere og dårligere,” siger Flemming.

Den transplanterede hornhinde vrider sig og styrken måles til -1,50 Sph. med -7,50 Cyl. Den opnåelige synsstyrke er 0,5. Det raske øje med synsstyrke -2,25 Sph. med -1,50 Cyl, synsstyrke 1,2 tager helt over.

”Jeg fik at vide, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne se med øjet, og at synet på det raske øje var så godt. Det måtte jeg jo så acceptere.”

Miraklet sker

I mange år har Flemming accepteret sit nedsatte syn. Men i 2018 sker der noget. Han kommer i forbindelse med øjenlæge Richardt Hansen. Efter at have set på Flemming og fået hans historie, mener han, at der må kunne gøres noget. Han henviser Flemming til Øjenlægernes Center i Charlottenlund, hvor de blandt andet foretager laseroperationer.

For at være helt sikre på at transplantatet er stabilt og ikke vrider sig yderligere, holder lægerne det under observation i et år. Desværre bliver det konstateret, at Flemmings syn ikke vil blive væsentligt forbedret efter en laseroperation. Men optometrist Lise Løfstrøm, der forestår undersøgelsen, kender en specialist i linser. Flemming får telefonnummeret til Claus Van Weezel.

”Jeg kontaktede Claus van Weezel, beskrev mit problem og blev meget overrasket. Stille og roligt sagde han, at det kunne han godt hjælpe mig med. Ved første konsultation undersøgte han mit syn og fandt en linse, som jeg prøvede. Mit syn blev med det samme væsentligt bedre,” fortæller Flemming.

Linsen, Flemming får, er en sklerallinse, hvor der er et væskereservoir mellem linsen og øjet, og den hviler på den hvide del af øjet. 14 dage efter, møder han op til afprøvning af den nye linse, som er lavet til at passe ham.

”Miraklet var sket. Jeg havde fået mit syn på det transplanterede øje 100 procent tilbage.

Synsstyrken med linsen er 1,0. Siden har jeg anvendt linsen hver eneste dag uden gener,” udbryder Flemming.

”Jeg er så glad for, at Lise Løfstrøm oplyste mig om en alternativ løsning. Det er et eksempel på, hvor vigtigt det er at være fagligt velorienteret og kunne se muligheder uden for sit felt.”



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

31.05.24 Bestillingsfrist annoncer 03.05.24