Stormfuldt & succesfuldt …

… sådan beskriver Lea Langskov generationsskiftet i Langskov Optik i Rønne på Bornholm. Allerede mens hun studerede til optometrist, blev hun enig med sin far at overtage hans livsværk. Lea Langskov blev medindehaver to uger, inden hun fik sit eksamensbevis, og fire år senere var hun officielt eneejer af familieforetagendet. Mød den ærlige indehaver, der ikke lægger skjul på, at der har været knaster på vejen, og at der er blevet råbt højt i baglokalet undervejs. Men far og datter fik altid løst problemerne, og i dag lever generationsskiftet i bedste velgående.

AF LONE HELLESKOV FOTO: IB HELLES OLESEN

Midt i Rønnes stemningsfulde brostensbelagte gader med smukke farvede huse i bindingsværk ligger Langskov Optik. Som den altid har gjort, fristes man til at sige. For i 101 år har der været optikerforretning på Store Torvegade 1 og i de seneste 51 år med den samme familie ved roret. Først med Jesper Langskov som indehaver og senere med datteren Lea Langskov som medindehaver og i dag eneejer af butikken.

Lea Langskov var som barn ellers helt sikkert på, at hun ikke ville træde i sin fars fodspor, men en erhvervspraktik i 8. klasse ændrede alt.

”Jeg brugte rigtig meget af min barndom på at fortælle mig selv, at jeg ikke skulle være optiker. Hånden på hjertet, så synes jeg ikke, at min far har været ret meget hjemme i vores barndom, og det tog jeg på en måde afstand fra.

Samtidig var der mange omkring mig, der blev ved med at sige, at jeg da også skulle være optiker. Jeg tænkte, at det skal jeg i hvert fald ikke, så da jeg skulle i erhvervspraktik i 8. klasse besluttede jeg at lukke munden på dem én gang for alle og valgte at søge i praktik som optiker. Jeg blev sendt til Lyngby Special Optik, og de tog sig så kærligt at mig, at jeg kom hjem og sagde: Det her det her, jeg skal,” fortæller Lea Langskov.

Herefter drejede det sig kun om, hvor hurtigt hun kunne blive færdig med folkeskolen, komme i gymnasiet, flytte til København og starte på optometristuddannelsen.

Det slog gnister

Allerede mens Lea studerede på Københavns Erhvervsakademi, begyndte både hun og hendes far at drømme om, at hun skulle overtage Langskov Optik, og de blev enige om et glidende generationsskifte. To uger inden Lea fik sit eksamensbevis i 2014 var hun officielt medejer af 40 pct. af Langskov Optik.

Den økonomiske del af overdragelsen gik fuldstændig problemfrit. Leas fars revisor prissatte forretningen, og hun købte og betalte, hvad den kostede.

Det nye samarbejde mellem far og datter skete dog ikke uden knaster, som Lea udtrykker det.

”Da vi kom i gang med at eje forretningen sammen, begyndte det for alvor at slå gnister. De første måneder var jeg jo som en lille hundehvalp, der bare logrede efter, men så begyndte jeg stille og roligt at finde min egen identitet som optiker, føle mig hjemme i butikken og få mine egne kunder. Og i takt med at jeg fandt mit eget ståsted og havde mine egne meninger, var det ikke altid, at min far og jeg var enige om, hvordan vi greb tingene an. Nøj hvor vi råbte ad hinanden i starten, når der ikke var kunder i butikken.”

Lea har en tæt relation til ejeren af herretøjsforretningen ved siden af Langskov Optik, og han har mange gange sagt til hende, at han grinede højt, når han hørte døren til optikerbutikkens værksted smække hårdt i og efterfølgende så en rasende Lea marchere rundt ude på parkeringspladsen bag forretningerne.

”Her vandrede jeg så rundt, indtil jeg var kølet så meget af, at jeg kunne gå ind og snakke fornuftigt igen. Disse episoder var meget, meget sigende om vores første tid som ejere af forretningen sammen,” fortæller Lea. Hun understreger, at de altid fik renset luften, inden de gik hjem.

”Vi taler ret meget ud af posen i vores familie og det gør mange ting meget lettere, og det var vigtigt for både min far og jeg, at når vi f.eks. kom og spise hos mine forældre om aftenen, så skulle der ikke gå butik og surhed i den.

Behov for nye tiltag

Lea havde også andre drømme for fremtiden end sin far i det nye makkerskab. Hun ønskede at bevare alt det, der allerede fungerede, men ville også gerne bygge videre på forretningen og tilbyde flere ydelser.

”Jeg brændte i den grad for at lave speciallinser, og min far havde valgt hele kontaktlinsedelen fra og havde alligevel en god forretning, så det var svært for ham at forstå, hvorfor jeg ville bruge så meget tid på det. Jeg tror grundlæggende, at han var lidt bange for, at tingene skulle smuldre mellem hænderne på mig, og at jeg ville køre butikken ud på et sidespor. Efterfølgende har han jo set, at det på ingen måde gik den vej, men jeg tror helt sikkert, at frygten lå i ham.”

Hvad gjorde, at han overgav sig?
”Han havde jo sagt ja til, at vi skulle lave et generationsskifte og vidste dermed også, at bordet fangede. Jeg er en lige så kontant en type som ham, og hvis det ikke bliver på min måde, så bliver det bare ikke. Men jeg har også lært meget af min far rent fagligt. Han gjorde virkelig et benarbejde med sine gamle kunder, da jeg blev medejer, og sørgede for at præsentere mig og at jeg var med ude i butikken og hilse, hver gang de kom i butikken. Det var rigtig godt.”

Sagde selv op

Den fulde overdragelse af Langskov Optik skete i 2018, hvor Lea ansatte sin far 20 timer om ugen, og så startede der en ny proces, fortæller hun.

”Jeg kørte rigtig mange ting i forvejen på egen hånd, men pludselig tog jeg jo nogle beslutninger, hvor min far sagde: Sådan ville jeg ikke have gjort det, og hvor jeg så måtte svare: Nej men det er så heller ikke dig, der skal gøre det.”

I 2020 under coronaen valgte Jesper Langskov som 73 årig at trække sig helt ud af butikken efter 46 års virke.

”Min far kom en dag og sagde, at han ikke længere syntes, der var brug for ham, og at jeg kunne bruge mine penge på noget bedre, som verden så ud på det tidspunkt. Han var virkelig den store i den sag,” fremhæver Lea.

Læs resten af det spændende interview i magasinet Optikeren, der udkommer 30.12.25.



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Dorte Schlünzen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 46 | dosc@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

#4 udkommer 30.12.25 - Bestillingsfrist annoncer 24.11.25