To nye kvinder i bestyrelsen

Optikerforeningens bestyrelse blev styrket med to nye medlemmer: Ayoe Blohm og Charlotte Stage Jacobsen ved årets generalforsamling. Her kan du møde de to engagerede optometrister og høre hvilke tanker, visioner og drømme de har for fremtiden – og hvordan de vil bidrage til at gøre en forskel for faget og foreningen.

AF LONE HELLESKOV

”Jeg er klar med indsigt og nysgerrighed”

Ayoe Blohm, optometrist og medejer af Buus Optik Roskilde

Hvordan ser du fremtiden for den danske optiker?

Fremtiden er lys. Vores fag har udviklet sig enormt gennem årene, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi som optometristerne holder os opdateret. Vores fag har også fået flere og større vidensområder som fx svagtsynsoptik, scleral linser og synstræning. Det giver os mulighed for at arbejde med optometrien på flere plan, og her skal vi som fag sikre en høj kvalitet og dermed også anerkendelse af vores job.

Hvad synes du, er Optikerforeningens vigtigste opgaver de kommende år?

Vi skal synliggøre, hvor vigtigt det er for faget at have en brancheforening. Samtidig skal vi positionere optometrister som en gruppe med høj faglighed og en vigtig samarbejdspartner for andre faggrupper i forhold til synrehabilitering – uanset om det gælder briller, linser eller mere komplicerede synsproblemer. Og så skal vi forstå, at vi har brug for hinanden, hvis vi ønsker mere indflydelse på vores fag.

Hvad er dine stærkeste kompetencer?

I mine 25 år som optometrist har jeg altid været nysgerrig på fagets udvikling og muligheder. Jeg har 10 års erfaring hos kæden Thiele og efterfølgende 15 års virke som selvstændig. Sideløbende har jeg brugt en del tid på efteruddannelse og konsulentarbejde med bl.a. undervisning i hele Norden. Alt dette har givet mig en stor indsigt i fagets mange vinkler.

Hvordan kan du bruge dem i bestyrelsesarbejdet?

Jeg håber, at min brede erfaring kan være med til at samle faget og synliggøre Optikerforeningen, så ingen optometrister er i tvivl om, hvorfor vi skal have en brancheorganisation.

Dit største ønske for Optikerforeningen i fremtiden?

At enhver optometrist er stolt af sit fag og forening.


”Jeg har taget arbejdshandskerne på”

Charlotte Stage Jacobsen, optometrist og indehaver af Stage Optik

Hvordan ser du fremtiden for den danske optiker?

Der er sket meget for de danske optometrister de seneste år, og udviklingen fortsætter i den rigtige sundhedsfaglige retning. Fremtiden vil være en fin sammensætning af dygtige optikassistenter og optometrister, som forhåbentlig vil overtage de mange screeninger for øjenlægerne. Kompetencerne i butikkerne vil vokse, da der vil blive krævet mere af den enkelte optometrist.

Hvad synes du, er Optikerforeningens vigtigste opgaver de kommende år?

At sikre kompetenceniveauet hos alle optometrister gennem uddannelse, kliniske retningslinjer og samling af hele branchen. Et andet vigtigt fokusområde er sundhedsfaglig anerkendelse hos bl.a. læger og øjenlæger, da vores arbejdsområder glider mere og mere over i hinanden.

Hvad er dine stærkeste kompetencer?

Jeg er målrettet, ihærdig, nysgerrig og handlekraftig.

Hvordan kan du bruge dem i bestyrelsesarbejdet?

Jeg kommer med friske øjne fra en forholdsvis ny butik og en klar vision om, at min målrettethed og ihærdighed kan skabe de helt rigtige resultater for Optikerforeningen. Arbejdshandskerne er taget på.

Dit største ønske for Optikerforeningen i fremtiden?

Optikerforeningen skal vokse i medlemsantal. Jo flere, des bedre og stærkere.



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

31.05.24 Bestillingsfrist annoncer 03.05.24