Vejen til en knivskarp skolestart begynder udenfor

Forskning peger på, at udendørs aktiviteter nedsætter og i visse tilfælde forebygger udvikling af nærsynethed hos børn. 45 minutter hver dag uden for i dagslyset kan hjælpe børn til en mere synsikker skolestart, mener Kristian Lundberg, forsker ved SDU.

Af Charlotte Nygaard

6 TEGN PÅ, AT BØRN HAR BRUG FOR AT FÅ TJEKKET SYNET

1. Hovedpine og træthed
Hovedpine kan være et symptom på synsproblemer. Hvis barnets øjne anstrenger sig for at læse, spændes muskulaturen i og rundt om øjnene mere, og det kan give hovedpine. Et barn, der samtidig er mere træt og uoplagt end andre børn på samme alder, viser tegn på synsproblemer.

2. Børn har godt af dagslys
Det er godt for børn at være aktive uden for i dagslyset. Også for øjnenes skyld. Ny forskning peger nemlig på, at udendørs aktiviteter i sollys kan forhindre eller formindske udvikling af myopi.

3. Kniber øjnene sammen eller skeler
Kniber barnet øjnene sammen for at se ting på afstand, kan det være tegn på, at der er problemer med synet. Det samme kan et barn, som skeler på øjnene og_ _har svært ved at styre og koordinere sine øjne.

4. Bruger kun et øje og reagerer på lys
Et barn, der holder hånden foran sit ene øje, eller vender den ene side til, når det læser, viser tegn på, at der er problemer med synet. Reagerer det samtidig usædvanligt overfølsomt på lys, bør synet tjekkes.

5. Bogstaverne flyder ud
Bogstaver, der flyder ud, og problemer med at fokusere er typiske tegn på, at barnet har brug for briller.

6. Problemer med motorikken
Syn og motorik er tæt forbundet, så hvis synet _ikke fungerer optimalt,_ har et barn typisk svært ved at koordinere sine bevægelser. Fx ved at spilde mere, når det spiser og drikker, ved at snuble og gå ind i ting, eller ved at have svært ved at gribe en bold og slå koldbøtter. Et andet tegn er, hvis barnet hurtigt bliver svimmel eller køresyg.

Skolestart rimer på flere timers koncentreret læsning og udregning af matematikstykker foran computerskærmen, og for mange børn kan det betyde et nyt bekendtskab med en øjenlæge eller en optiker.

Undersøgelser viser nemlig, at hvert femte barn opdager problemer med synet, når det begynder i 0. klasse, mens andre børn får problemer med synet i løbet af indskolingsårene.

“Børn ved ikke altid selv, at de har brug for briller. Derfor kan forældre med fordel være opmærksomme på tegn på, at barnet har brug for briller og få deres syn undersøgt, lyder rådet fra Per Michael Larsen," formand for Optikerforeningen.

Nøglen til gåden

Børns synsproblemer kan bunde i både langsynethed og nærsynethed – ligesom hos voksne. Alligevel stikker myopi særligt ud. Inden for de næste 30 år vil op mod hver anden af jordens befolkning være nærsynet, lyder de dystre prognoser, der får nogle forskere til at tale om en decideret epidemi.

Mens noget af forklaringen kan hentes i generne, hvis forældrene også lider af myopi, så ligger den store nøgle til gåden stadig begravet et sted i miljøet.

For mange timer foran en computerskærm, tablet og mobiltelefon bliver typisk nævnt som de mest plausible årsager. Men mangel på motion og udendørsaktivitet er også kommet i søgelyset i forhold til børnenes syn.

Men faktisk kan nøglen meget vel ligge begravet et sted midt imellem det hele.

Gå udendørs

Kristian Lundberg er forsker tilknyttet Forskningsenheden for Oftalmologi ved Klinisk Institut på SDU og Øjenafdelingen ved OUH har lavet en ph.d. afhandling ”The CHAMPS Eye Study”, som på verdensplan er den hidtil mest omfattende om nærsynethed og fysisk aktivitet.

“Vi fulgte i seks år mere end 300 børn, som vi udstyrede med en skridttæller. Vi kiggede på deres fysiske aktivitetsniveau for at se, om der er nogen sammenhæng med myopi. Vi forventede, at et øget fysisk aktivitetsniveau kunne forhindre eller mindske udviklingen af myopi. Men der var ingen selvstændig beskyttende effekt af fysisk aktivitet i sig selv,” siger han.

En systematisk gennemgang af alle tidligere kliniske studier indikerede ellers overvejende en sammenhæng mellem de to, og det fik Kristian Lundberg og hans hold til at analysere på det og fandt derfor ud af, at den stærkeste beskyttende faktor er udendørs aktivitet, eller i virkeligheden bare tid udenfor.

“Vores forskning peger på, at det er udendørs ophold, der beskytter øjet mod nærsynethed. En af de herskende forklaringer er, at når sollyset rammer øjet, sætter det gang i en række biokemiske signaler, der blandt andet frigiver stoffet dopamin, som hæmmer væksten af øjet. Det nærsynede øje er netop kendetegnet ved, at det har vokset sig for langt,” forklarer Kristian Lundberg.

En anden teori er, at når man opholder sig udenfor, indstiller man øjet i at se langt. Det betyder, at øjet udendørs overvejende får synsindtryk fra objekter på længere afstand og derfor ikke skal krumme linsen i samme grad.

Det’ kun for børn

“I vores systematisk litteraturstudie bemærkede vi også flere teorier om børns øget forbrug af computer, tablets og mobiltelefoner som årsag til det stigende antal børn med myopi. Men vi fandt altså ikke noget i vores forskning, der understøtter den teori. I princippet er det derfor underordnet i forhold til udvikling af myopi, om du render rundt udenfor i dagslyset og spiller fodbold, hopper i sjippetov eller arbejder på computer. Dit barn skal bare opholde sig mere udenfor,” lyder rådet fra Kristian Lundberg.

Allerede 45 minutters dagligt ophold udendørs kan formentlig nedsætte og i nogle tilfælde endda forebygge børns grad af nærsynethed. Lundberg tilføjer dog, at løbet desværre er kørt for voksne, da myopi udvikles i barndommen og ungdommen.



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

31.05.24 Bestillingsfrist annoncer 03.05.24