FIND DE HELT RIGTIGE SOLBRILLER

Solbriller skal selvfølgelig beskytte dine øjne 100 pct. mod solens skadelige UV-stråler. Men vidste du, at der er meget stor forskel på, hvilke glas og farver, du skal vælge? Det afhænger i høj grad af, hvilke aktiviteter du skal bruge dine solbriller til.

Optikerforeningen har lavet en lille guide (se nedenfor), som gør dig klogere på glas og farver. Desuden er det også altid en god idé at spørge din optiker til råds, inden du investerer i nye solbriller.

5 gode råd, inden du køber solbriller

UV-beskyttelse: kig efter solbriller, der beskytter 100 pct. mod solens UVA og UVB-stråler og slutter tæt til ansigtet. CE-mærket garanterer UV-beskyttelse.

Farver: vælg en farvenuance, der passer til dit behov. Solbrilleglas findes i mange farver og filtrerer lyset forskelligt.

Polarisering: overvej polariserende glas. De fjerner reflekser fra vand, sne eller en våd vejbane, da den polariserende effekt i glassene udelukker lys fra vandrette flader

Toner: glas fås med forskellige toner, men ikke alle er lige egnede til det direkte sollys. Kig efter solbriller der filtrerer omkring 75-90 pct. af det synlige lys. Kig evt. dig selv i spejlet. Hvis du let kan se dine øjne gennem glassene, er de sandsynligvis for lyse

Bilkørsel: husk at solbriller til brug ved bilkørsel ikke må være tonet mere end 90 pct.

SÅDAN VÆLGER DU DE RIGTIGE GLAS

  • Polariserede glas holder det lys, der reflekteres fra vandrette flader – f.eks. vand eller sne på en vejbane – væk. Er gode til bilkørsel, en dag på havet eller på skiløjperne.
  • Antireflekterende glas reducerer forstyrrende reflekser på glassenes overflade, giver bedre kontrast, udsyn og komfort under forskellige lysforhold.
  • Farveskiftende glas tilpasser sig de konkrete lysforhold. Glassene er klare som almindelige brilleglas, når du er indenfor, mens de udenfor i sollyset bliver mørke som solbriller.
  • Spejlglas kaster reflekser tilbage og eliminerer genskin fra sollyset og øger øjnenes komfort. Det gør dem velegnede til vand- og skisport.
  • Kontrastforøgende glas dæmper den blå del af lyset og giver et klart syn med tydelige kontraster. Er oplagte ved udendørs sportsaktiviteter.

Børns øjne er særligt følsomme
Briller med tonede glas

SÅDAN VÆLGER DU DEN RIGTIGE FARVE

Du kan med fordel tage udgangspunkt i, hvad du primært skal bruge dine solbriller til, når du vælger farven på glassene.

  • Grønne glas har en kølig tone og er en god allround-farve. De nedtoner det blå lys, reducerer blænding og bevarer samtidig farvebalancen. Grønne glas forbedrer også kontrastevnen og egner sig til langt de fleste aktiviteter som fx en dag på havet eller golfbanen.
  • Brune glas med blue-blocker er med sin varme og behagelige tone en god allround-farve. Blue-blockeren fjerner det blå lys og øger kontrasten. Det giver en optimal afstandsbedømmelse i fx trafikken, og derfor er brune glas særdeles egnet til bilkørsel og aktiviteter i naturen.
  • Gule og orange glas har en varm tone, øger kontrasten og fremhæver detaljer. De er velegnede til ski- og cykelsport samt gode til kørsel under dårlige lysforhold. Du skal være opmærksom på, at de kan være for lyse til brug i meget skarpt lys.
  • Rosé og røde glas har et meget varmt skær og giver skarpere kontraster under dårlige lysforhold end gule glas. Den røde farve egner sig fx godt til dårlige lysforhold i skoven men er ikke mørk nok til skarp sol.
  • Grå glas giver en kølig tone, der virker balancerende og er god til de fleste aktiviteter fx løb og bilkørsel samt ophold ved vandet, da de bevarer farveforskellene. Men verden bliver lidt mere grå at se på.
  • Blå glas giver en kølig tone og nedsætter kontraster. Men da blåt også er det mest generende lys for øjet, er blåtonende glas ikke supervelegnede til solbriller.